Erik Jørgensen
Lige siden Erik Jørgensen for over 50 år siden byggede sit lille værksted i Svendborg, har møbelproduktionen i hans navn været båret af nysgerrig søgen efter nye udtryksformer forankret i respekten for det gode håndværk. Hans ånd er i dag lige så levende som i 1954 og drivende for Erik Jørgensens Møbelfabriks arbejde. Erik Jørgensen kombinerede sine håndværksmæssige færdigheder og sin gode materialeforståelse med nye funktionalistiske designtendenser. For ham var det afgørende at være i konstant samspil med arkitekterne for derigennem at skabe den rigtige blanding af form, funktion og kvalitet. Det var Erik Jørgensens grundtanke, at hans føling med markedet og håndværket kombineret med formgivernes kreativitet var nøglen til populære designmøbler. Nytænkning hos Erik Jørgensen Møbelfabrik har altid været forankret i et ufravigeligt krav om kun at bruge materialer, der opfylder de højeste krav på markedet og langvarige arbejdsrelationer med de bedste underleverandører af stål, læder, træ og skum.